En ny start på bloggen og en tur i put

En ny start på bloggen og en tur i put

Det er ved at være ret lang tid siden jeg sidst skrev her på bloggen, og det har der egentlig været mange grunde til. Den største er nok at nogle andre hobbyer har taget rampelyset et stykke tid og jeg var kørt lidt fast i fiskeriet. Men som tiden er gået, så er det uundgåelige jo sket at lysten er vendt meget stærkt tilbage. Jeg har derfor brug de sidste uger på nogle mindre ture og på at få alt støvet tørret af fiskegrejet.

I dag stod turen dog på en put and take tur med min søn William. Han er begyndt at få meget lyst til at komme med igen og ikke mindst at tage større del i fiskeriet selv. Det kan han også bedre nu hvor han selv kan kaste ud osv. Jeg havde derfor gået og kigget lidt på hvad der kunne være en god tur for ham, da det gerne skulle være noget spinnefiskeri, så han netop kunne få øvet at kaste ud. Samtidig måtte der jo gerne være en rimelig chance for noget action også. Valget faldt på en tur til Munkbro put and take, som har en børnesø.

William havde rigtig svært ved at falde i søvn i går aftes, og den følelse kender jeg alt for godt før en fisketur. Han var meget spændt og jeg var mindst lige så meget på hans vegne. Jeg vidste der ville være en rigtig god chance for der ville ske noget og jeg havde fået gode oplysninger fra den lokale grejbutik om, at der næsten var fangstgaranti i børnesøen. Det var egentlig meningen at vi ville stå så tidligt op at vi kunne gå i gang når søen åbnede kl 6, men da William sov sendt på grund af spænding, så udsatte vi det en times tid. Vi ankom derfor til søen ved 7.15 tiden. Der var stadig så tidligt at varmen ikke rigtig havde sat ind endnu, på trods af det ellers meget lovende vejr for dagen. Vi fik købt et fiskekort til William og gik hurtigt over mod børnesøen. På vejen derover kunne vi se nogle af de damme de opdrætter fisk i, som ligger lige ved siden af fiskesøen. Her stak den ene rygfinne efter den anden over vandet, og hvis det ikke er noget der kan give fiskefeber, så ved jeg snart ikke.

Ved børnesøen riggede jeg Williams stang til med en lille 5 grams gennemløber i gul/sort/rød. Og efter et første kast der blev lidt kikset, så kom andet kast noget bedre ud i den lille sø. Der skulle da heller ikke gå mange sekunder før den første lille fisk havde hugget og sad godt fast på krogen. William klarede selv fighten til UG og fisken kom sikkert på land. Der efter gik der kun 3 kast mere før end en fin lille ørred var landet. Den ene af dem var fuldstændig blank som en havørred og helt vildt flot.

Da grænsen går på 2 fisk i børnesøen, så skulle resten af tiden bruges i den store sø. Jeg vidste godt at her ville det blive en del sværere, men det var jo lige meget for turen var allerede en succes for os begge når to fisk var kommet på land. Vi startede igen med at spinnefiske, for at William kunne få det øvet. Men efter noget tid, så kunne koncentrationen ikke helt holde til at blive ved at kaste og kaste. Det var jeg dog forberedt på og jeg havde rigget et forfang op hjemmefra med flåd og en meget lille trekrog, samt købt en bøtte hvid powerbait med hvidløg. Den har jeg nemlig tidligere haft rigtig god succes med. Ud kom flådet og vi kunne nu sætte os ned på en bænk og snakke lidt om de to første fisk. William gik lidt rundt og pludselig kunne jeg se at flådet gik under. Jeg ville jo gerne have William skulle tage stangen og kaldte derfor på ham. Men han stangen lige pludselig begyndte at kurre mod vandet for at fortsætte ud i søen, så blev jeg nødt til at tage den. I samme øjeblik kom William og tog stangen. Men linen var slap. Hvad var der sket? vi trak ind og til vores store forbavselse, så var hele forfanget med flåd væk og umiddelbart var linen knækket på den del der er fletline. Vi stod målløse og det var ikke en sjov fornemmelse. Efter få minutter kunne vi se vores flåd komme til overfladen længere ud og blive trukket rundt af en ørred. Den havde retning ned mod den anden ende af søen. Dernede stod to andre fiskere i fiskede og jeg sendte William ned for at sige til dem at de skulle prøve at se om de kunne få fat i linen eller fisken, så den ikke skulle svømme rundt med vores flåd efter sig. Det var sådan set lidt pinligt, selvom vi jo ikke rigtig kunne gøre for det. Men da William kom derned havde en af de andre allerede fisk på. Jeg kunne ikke helt se hvad der skete derfra hvor jeg stod. Men da William sammen med manden kom op mod mig, så kunne jeg næsten regne ud at de havde fået fat i lige netop den ørred. Ganske rigtigt! I hans net lå vores store ørred med linen stikkende ud af munden og godt forbundet til anden fiskers blink via den swivel som jeg havde sat for enden. Vi kunne nu kostatere at min fletline havde knækket få cm over swivlen. Hvordan er stadig en gåde, men skidt med det, for fisken kom ind. William var pavestolt og det var da også en af de største regnbueørreder jeg længe har set. Vi fik den vejet og vægten stoppede første på 4,5 kg. Det bliver en rekord for ham, som der nok går lidt tid inden den bliver slået.

Der skete ikke mere på turen og vi vendte næsen hjemad igen, men med en dreng som helt sikkert er klar på flere fiskerture