Posts made in december, 2015

Kæmpe gedde på første vintertur

Skrevet af den dec 19, 2015 i Featured, I do my run | 0 kommentarer

19 dec 2015 9

Kæmpe gedde på første vintertur

I dag kom forløsningen på en jagt der nu har stået på over flere år. Det hele startede tidligt i morges, en kold og blæsende december morgen kl 5.30 da vækkeuret ringede. Nu kunne vejret jo have været meget anderledes for en december morgen tæt på jul. For i dag lignede det egentlig mere end efterårsdag. Selvom dynen havde et godt tag i mig, så kom jeg alligevel ud og fik tøj på og spist morgenmad, før jeg kunne begive mig afsted og hente min fiskemakker. Vi havde sat os for at besøge et godt fiskevand for første gang i dette efterår/vinter. Det er et sted som tidligere har kastet godt med gedder af sig. Hvilket både gælder med hensyn til størrelse og antal. Derfor var forventningerne da også store til dagens tur og vi glædede os da begge to. Jeg fik ham hentet sådan at vi lige kunne nå at få fat i lidt agnsfisk inden solen sådan rigtig var stået op. Så da vi ankom til vandet, så stod vi klar til at fiske i den første lyse time. Det skulle vise sig at være et godt valg, da der især i de første par timer var rigtig meget action.

19 dec 2015 10

For mit eget vedkommende kom første kontakt efter ca 15-20 minutter og det skulle vise sig at være en 2-3 kgs gedde, som havde snuppet den skalle som jeg fiskede tæt ved bunden. Jeg havde egentlig haft i tankerne at fiske med skallerne under flåd, men pga den ret stride vind, så blev dette droppet. Jeg havde ganske enkelt ikke lyst til at stå og kaste ud og kaste ud igen. Lige i dag var det så heldigt nok, da der virkelig var smæk for skillingen tæt ved bunden. Ikke land tid efter jeg fangede den første lille gedde, så var der bud på samme stang igen. Det resulterede i en lille gedde på ca samme størrelse. Den blev fint afkroget og fik lov at smutte ud i vandet igen. Det har været et stykke tid siden jeg sidst var på jagt efter gedderne, så det var super dejligt at der ret hurtigt kom et par fisk på land. Så var der ligesom gang i det og nu gjaldt det bare om at vente på den store madamme.

19 dec 2015 11

Efter ca en halv times yderligere fiskeri, så kom der et godt udlød på den anden stang. Det virkede langt kraftigere end de to første fisk. Yes tænkte jeg… nu er det den store madamme. Efter en rigtig fin fight, så fik jeg trættet fisken så meget, at den lod sig glide i nettet. Efter en hurtig tur på vægten kunne jeg konstatere at fisken vejede 5,2 kg. Det var jo ikke helt den store madamme som jeg drømte om, men det var trods alt noget bedre end de to første. Især fordi fighten havde været meget sjovere. Jeg fik den hurtigt sat ud igen efter et billede. Lige da jeg var ved at montere en ny skalle på stangen kunne jeg høre et enkelt bib på bidmelderen fra den stang der stadig var i vandet. Jeg kigger lige hurtigt over på den og ser linen stramme op, men ikke flere bib. Jeg bestemmer mig dig for lige at give et modhug, for at se om der evt står en gedde med agnen i munden. Jeg har flere gange oplevet at hvis modhug kommer for sent, så bliver fiskene kroget alt for dybt. Da jeg gav modhugget kunne jeg godt mærke at der var noget tungt i den anden ende. Rigtig tungt! Desværre blev fighten aldrig det hele store at skrive hjem om, men det var stadig med adrenalin løbende i blodet at jeg fik trukket den store fisk mod land, for jeg havde en god fornemmelse af at dette kunne være en ny PR. Og da den store brede fisk glider ind over netkanten, så kunne jeg slet ikke lade vær at give et lille jubelråb. En ny PR er helt sikkert en realitet. Op på måtten og få den afkroget og hurtigt få kaldt på min makker, så vi kunne få taget et par billeder. Tankerne flyver rundt om hovedet om det nu er en 9 kg eller 10 kg eller er det endnu mere? hurtigt i vejeslyngen med den, og vægten, som er blevet nulstillet med vejeslyngen på, begyndere at svinge lidt frem og tilbage… første 10,xx, derefter 9,xx osv. Da den endelig stopper, så lyder vægten på 10,05 kg. Målebåndet siger 106 cm. Min første 10+ kgs gedde er simpelthen fanget. Og hold da op hvor blev jeg glad. Den har jeg jagtet så længe, at jeg blev helt overrasket over at det endelig lykkedes. Jeg havde forventet at det skulle jeg kæmpe med hele denne vinter også.

19 dec 2015 12

Min tur idag var selvfølgelig reddet med denne fantastiske fangst. Men den var lige ved at blive endnu mere fantastisk, da jeg senere fik endnu et vildt udløb på samme stang, som jeg havde fanget den store madamme på. Det viste sig at være en vild fight, men da fiskene kom meget tæt på land, så kunne jeg se at de først og fremmest drejede sig om en fisk i samme klasse som den store madamme. Men desværre kunne jeg også se at den var kroget meget yderligt. Kun en enkelt krog fra den nederst trekrog sad fast i det yderste af overlæben. Da fisken fik hovedet ind over nettet, så lykkedes det desværre for den at ryste sig fri. Sikken en dag det havde været, hvis jeg havde fanget 2 stk 10+ gedder. Det var dog alt andet lige en fantastisk dag, som jeg længe vil huske.

Læs mere