Posts made in januar, 2015

Årets første gedder og mål for 2015

Skrevet af den jan 4, 2015 i I do my run | 0 kommentarer

3 jan 2015 2

Årets første gedder og mål for 2015

Årets første tur efter gedder er overstået og heldigvis med fisk på land. Jeg havde længe snakket med en af mine gode venner om at tage ud og prøve en ny spot, hvor vi ikke tidligere havde fisket. Stedet ligger ikke så langt fra hvor min kammerat bor og har en passende størrelse til at kunne rumme nogle pæne gedder. Jeg har da også hørt om folk der har fanget 8 kgs gedder deri, så mon ikke også der er større. Samtidig havde jeg også snakket med en ny fiskemakker om at vi snart skulle afsted sammen på tur igen, så jeg forhørte mig om han ikke kunne være interesseret i sådan en geddetur også, selvom han mest fisker karper og medefiskeri. Det var han heldigvis klar på.

Min kammerat havde haft et lille net ude for at fange nogle skaller til os, og efter at have hentet dette, så begav vi os til søen. Da vi ankom viste det sig dog at vi ikke rigtig kunne komme om hvor vi egentlig havde forestillet os at skulle stå. Vi fiskede derfor i starten på et par af de meget få fiskepladser vi kunne finde fra land. Vi fik linerne ud og så måtte vi vente. Der skete bare slet ikke noget overhovedet. Faktisk var vi ved at være lidt opgivende på projektet og jeg havde allerede nået at tænkt, at dette sted nok ikke var et sted jeg ville komme til at besøge igen. Men lidt tid efter opdager vi vejen som fører om til de fiskepladser vi havde udset os fra starten. Lykken var gjort.

Vi skyndte os derom og fik linerne i vandet igen. Der gik heller ikke lang tid før min kammerat kunne lande en fin gedde på ca 6 kg. Derefter gik det lidt slag i slag og min anden makker landede også en fin fisk på 4,5 kg. Derefter var det min tur til at lande to fisk på henholdsvis 3,5 kg og 3,1 kg. Så det var ikke de store fisk jeg fik her på årets første tur. Jeg nåede også lige at misse en god fisk indenfor de sidste 5 minutter af turen, men sådan er det jo.

Med årets første tur overstået, så er det samtidig også tid til at tænke frem på en ny sæson. Og det er en sæson hvor der vil komme meget fokus på gedderne og rovfiskene her de første måneder af året. Det er helt klar mit mål at forbedre min gedde PR på 7,8 kg, og den skal helst gerne over 10 kg. Det er bare det store mål for mig med rovfiskene. Jeg vil også rigtig gerne have mindst en aborre mere over kilo’et. Hvis muligheden byder sig, vil jeg også rigtig gerne fange flere sandart’er, men jeg tror jeg skal være heldig for at få den mulighed. Angående størerne, så er målet her helt klart en på 20+ kg, men jeg ved dog ikke endnu hvor meget jeg vil satse på at nå dette mål. Det er en 2. prioritet for mig. Men jeg skal helt klart nogle ture til Blue Rock i løbet af sæsonen og her vil jeg da prøve at få sådan en på krogen.

Når vi så kommer hen på foråret, så skifter fokus for mig, og så er det karperne der står for tur. Det bliver min første hele sæson med karper, da jeg jo først fik startet op på det i løbet af efteråret og fik da også fanget min første karpe. 2015 bliver helt klart et år hvor jeg skal prøve mig frem og have en del erfaring. Men jeg er dog ikke bleg for at sige at mit mål er at tage en på 10+ kg her det første år. Det må kunne lade sig gøre med en god indsats og en smule held.

Jeg er i hvert fald klar til at gå et nyt år og en ny sæson i møde

Læs mere

Ny aborre PR i St. Vejleå

Skrevet af den jan 1, 2015 i I do my run | 0 kommentarer

4

Ny aborre PR i St. Vejleå

Det er med at udnytte enhver lejlighed til at komme ud og fiske… det var i hvert fald sådan jeg tænkte da vi i familien planlagde at skulle holde nytår i København. Nu havde jeg muligheden for at komme ud og fiske et sted eller to, hvor jeg ellers ikke plejer at komme. Valget faldt på St. Vejleå, da jeg flere gange havde set rigtig fine fangster af aborrer på dette sted, og her snakker vi i størrelser langt over hvad jeg ellers kan fange mange af de steder jeg ellers fisker. Nok en af grundene til, at jeg ikke ret tit har fisket direkte efter aborrer.

I ugerne op til min tur snakkede jeg med en lokalfisker, som heldigvis havde tid til at tage med derud og dele lidt ud af sine tips og tricks til stedet. Desværre så endte det med at han alligevel ikke kunne komme afsted. Det var brand ærgerligt, da jeg jo havde glædet mig til dette igennem flere uger. Men held i uheld, så skulle jeg spontant mødes med en sælger af en fiskestang, som jeg havde købt gennem en af grupperne på facebook, og det viste sig at han skulle derud dagen efter og vi godt kunne følges. Det drejer sig om en ung og meget passioneret lystfisker på bare 15 år. Rasmus, som han hedder, har på trods af en ung alder rigtig fint styr på fiskeriet og gav mig stor hjælp til at fange de stribede banditter.

Humøret havde ellers fået noget et dyk efter den første lokale lystfisker desværre måtte melde fra. Men nu var det højt igen og jeg aftalte at mødes meget tidligt næste morgen med Rasmus, så vi kunne fange lidt levende små skaller som agn. Rasmus fortalte nemlig, at det var klart det bedste at fiske med, og han nærmest ikke troede alverden på at fiske med jiggs og gummidyr. Det ville i hvert fald være langt mere effektiv med skallerne. Men det skulle vise sig at være en lidt større udfordring, da alle de små vandhuller vi besøgte var frosset til, så det blev ikke til nogen agnsfisk til os. Her dalede mit humør lidt igen og jeg sænkede mine forventninger til turen gevaldigt.  Kunne jeg bare fange et par fine aborrer her på nytårsaftensdag, så ville det være fint. Det første spot vi prøvede mærkede jeg slet ingenting og nu begyndte jeg for alvor at tvivle på, om det skulle blive til nogen fisk til os i dag. Efter at have stået der et godt stykke tid og ingen af os havde mærket noget nævneværdigt, så flyttede vi os til et andet sted. Lige da vi ankom kunne vi se en lystfisker ved siden af os fighte en fisk, som desværre viste sig at være en brasen fejlkroget i halen. Men om ikke andet, så skete der da noget og det var med fornyet tro på det hele at vi begyndte at fiske igen.

Det var heller ikke uden grund, for nu begyndte der virkelig at ske noget. Vi havde en rigtig god periode her de første par timer på dette spot, hvor der jævnligt blev hævet fisk på land. Og jeg må bare sige, at det er nogle flotte aborrer ved St. Vejleå. De er store, tykke og velnærede. De er strikse regler angående brug af kroge og det er ren catch and release her. Det er virkelig godt, for det er et sted som der skal passes på pga det unikke aborre-fiskeri.

Da dagen var omme kunne både Rasmus og jeg være glad for at vi hver især havde fanget en stor håndfuld gode aborrer på trods af vi ingen agnsfisk havde. Rasmus, som den mest erfarne på stedet, tog de største fisk, men det lykkes mig alligevel at få ny PR med en flot fisk på 44 cm og 1545 gram. Det er jeg virkelig glad for.

Det er helt klart et sted som jeg skal tilbage til igen engang. Dog bliver det med et lidt andet setup næste gang. Jeg havde en noget stivere stang en Rasmus idag og det var tydeligt at han mærkede fiskenes hug og nap meget tydeligere end mig. Så lettere grej næste gang og forhåbentlig agnsfisk, for jeg vil gerne se hvordan det er at fiske med der. Hvis det da er lovligt til den tid. Tak for en god tur til Rasmus og en masse god fiskesnak.

rasmus

Læs mere