Gordon Henriksen og geddejagt

Skrevet af den sep 27, 2014 i Featured | 0 kommentarer

gordon1
Gordon Henriksen og geddejagt

Jeg lavede for et godt stykke tid siden lavet en aftale med Gordon Henriksen om, at fiske gedder i Stege Nor og Stege Bugt. Det er en tur som jeg siden har glædet mig til, som et lille barn til juleaften. De fleste lystfiskere kender jo sikkert Gordon fra hans optrædener på TV eller fra de forskellige DVD’er han har lavet om blandt andet geddefiskeri. Så for mig var det en stor ting at få lov at fiske sammen med ham og især at få gode råd og vejledning direkte i forhold til mit fiskeri. At vi så oveni købet skulle fiske i Stege som er ret kendt for at være godt geddevand var jo heller ikke dårligt.

gordon2

Jeg ankom til Stege havn lidt over 9, hvor jeg havde aftalt at mødes med Gordon. Det var et passende tidspunkt, da det betød at jeg ikke skulle alt for tidligt op, da jeg stadig var træt efter køreturen fra Jylland til Sjælland aftenen før. Gordon havde alt udstyr klar til os og vi havde snart båden i vandet. Så var der ellers lagt op til den helt store geddejagt.

Vi startede med at fiske inde i Stege Nor og på det første spot vi besøgte havde Gordon ret hurtigt kontakt til et par gedder, men jeg mærkede ikke rigtig noget der. Gordon havde foreslået mig at prøve med en Savage Gear dobbeltbladet spinner, da han mente den ville være rigtig god til at afsøge en masse vand, samt at gedderne ofte hugger på den. Men lige her på dette spot gav det altså ikke rigtig noget. Vi kunne dog se en fluefisker i flydering, som tog et par stykker ikke ret langt fra os, så det var ikke fordi der ikke var fisk.

gordon3

Vi flyttede os derfor til et andet spot og her kom der virkelig hul på bylden for os begge. Jeg fik ret hurtigt fanget mine første fisk og blev overrasket over hvor meget de fightede. Jeg havde få minutter før min første fangst spurgt Gordon, om det var rigtigt at brakvandsgedder var lidt vildere end dem i ferskvand. Men det viste sig at være et ualmindeligt dumt spørgsmål, da jeg fik en på selv. De huggede ikke så hårdt på spinneren, men når først de var på, så sprang de ovenud af vandet og lavede noget der mindedede mest om et piskeris i vandet. Når man fik dem tæt på land, så lavede selv de mindre gedder ofte vilde udløb osv. Det var virkelig fedt og sjovt fiskeri.

Inde i Stege Nor fik vi hurtigt fanget mere end 15 gedder og jeg fik afprøvet forskellige agn og metoder. Især mindes jeg specielt at prøve at fiske med jerkbait for første gang. Det var en metode jeg ikke havde prøvet før, og Gordon viste derfor hvordan det skulle gøres. Men idet jeg ikke havde brugt et multihjul før, så var det ikke just nemt. Men efter at have fisket et lille stykke tid, så blev jeg da mere fortrolig med hjulet og det lykkedes mig også at fange en enkelt gedde på det. Det er jeg sgu stolt over, da det jo er helt op til en selv at lave de lokkende bevægelser med agnen når man fisker jerkbait. Den gør ikke noget af sig selv.

gordon4

Efter at have fanget de før nævnte mere end 15 gedder i Nor, blev vi enige om at prøve ude i bugten, da det potentielt kunne give nogle lidt større gedder. Indtil videre havde jeg fanget den største som målte 94 cm og vejede ca 5 kg. Stege Bugt skulle dog vise sig at være lidt en forbandelse for mig. Gordon fik hurtigt fanget et par gedder derude, men jeg havde svært ved at få nogle hug. Men efter at have besøgt et par spots, så begyndte fiskene også at følge min agn, men de ville i første omgang ikke hugge. Det skete op til flere gange og der blev skiftet agn osv. Da det så endelig lykkedes mig at få dem til at hugge, så mislykkedes krogningen et par gange på trods af gode modhug. Det var som om at jeg bare ikke skulle fange dem Stege Bugt gedde. Men dagen blev reddet i det som nok var dagens sidste kast, og jeg fik min Stege Bugt gedde. Det var en fin fisk som var næsten på størrelse med den største jeg fangede i Nor. Men ellers havde de andre fisk som Gordon fangede i bugten og de mange mange mange følgere vi så, været større end gennemsnittet inde i Nor. Så de er altså størrere derude.

Det rigtig fede ved turen var også at vi fiskede over relativt lavt vand, så vi havde hele tiden mulighed for at se bunden og fisk der fulgte agnen ind til båden. Det er altså bare noget der giver adrenalin i blodet at se en store gedde følge agnen og så bare vente på at den hugger. Ofte sker der selvfølgelig det, at den bare vendte om når den så båden. Men spændende var det helt bestemt.

Alt i alt var det en rigtig fed og lærerig dag i Stege, hvor jeg fik mange gode råd, fangede flotte fisk og ikke mindst hyggede mig meget med at fiske sammen med Gordon. Så hvad kan være bedre end sådan en dag.

gordon5

Besvar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>