2 nye PR på samme dag
Det er ikke så tit at man oplever at få 2 nye PR på samme dag, men det var lige hvad der skete for mig i dag. Jeg havde begivet mig ud på en ny sø sammen med en erfaren lystfisker, som ville hjælpe mig med at få slået et par PR. Derudover håbede jeg også på at lære en masse nyt omkring geddefiskeriet, da jeg for første gang skulle være med til at dørge. Normalt fisker jeg fra land og har derfor ikke altid de samme muligheder som man har i båd. Derfor glædede jeg mig også rigtig meget til dagens tur.
Vi fiskede med 6 stænger i alt, hvoraf de fire havde monteret parevaner. De fire stænger havde også monteret flåd og lå derfor på forskellig dybde. De sidste to stænger kørte helt nede på bunden. På den måde var vi dækket godt ind. Da dagens første prioritet var at prøve at fange sandart, så derfor blev alle stænger ikke sat op med stålforfang, men derimod et forfang af tyk fluorocarbon (0.75mm) og to trekroge. I stedet for de kæmpe skaller, man nok normalt ville vælge til geddefiskeriet, så faldt valget på mindre skaller i stedet, som passer bedre i munden på en sandart. Derudover brugte vi et ekkolod, for at finde de rette steder i søen, hvor det passede med bunden af skrænter og/eller hvor byttefiskene stod. Det viste sig flere gange at især gedderne huggede lige omkring byttefiskene, og de altså stod her og ventede på et måltid.
Det viste sig dog hurtigt at det var gedderne som var mest villige til at hugge. Det var nu ikke nogen stor overraskelse, men vi havde da håbet på mere aktivitet fra sandarterne. I løbet af formiddagen fangede vi hurtigt en håndfuld gedder og der var i perioder travlt, da det ene hug afløste det andet. Så det var svært at holde alle stængerne i vandet på en gang. Det var dog rigtig tydeligt at gedderne er ved at være tykke af skaller allerede, eller det var de i hvert fald dem vi fangede. Desværre lod sandarterne stadig vente på sig og vi var da ved at være lidt rådvilde. Heldigvis blev denne frustration glemt for en stund, da jeg pludselig havde en gedde på, som mærkede godt tung. Det var tydeligt at den var større end dem vi hidtil havde fanget. Da den langt om længe kom til overfladen, kunne min makker da også med det samme konstatere at den var i hvert fald over 7 kg. Så var det jo lidt spændende om den også var over 7,4 kg, som var min hidtil rekord. Hurtigt blev der taget et par billeder og så skulle vægten afsløre om det var en ny PR…… jaaaaa daaaa vægten sagde 7,8 kg, som er en forbedring på 0,4 kg. Det var jeg bare super glad for.
Da uret afslørede, at der nu ikke var så frygtelig lang tid igen, så begyndte jeg da at tænke på, at det nok ikke blev i dag at vi fik fanget en sandart. Det var egentlig også ok, da vi havde fanget 9 gedder i alt og slået min PR. Men det var jo trods alt sandart der var målet med dagens fiskeri, så det havde jo været fedt med et par stykker. Men lige som jeg var ved at opgive, så kom der et hug på en af bundstængerne. Jeg kunne tydeligt se på min makker at det så lovende ud og da jeg gav modhug mærkede det da også meget anderledes end ved gedderne. Der var ikke den samme rusken i stangen, men i stedet nogle dybe træk mod bunden. Hele vejen mod overfladen gentog disse dybe stød sig og ingen rusken. Det gav næring til at vi begge troede at det måtte være en sandart. Men det var først da vi så den i vandoverfladen vi blev helt sikre og så var det bare med at få den ind over netkanten. Billeder blev taget og vægten fundet frem. Den vejede 3,9 kg og kunne desværre ikke snige sig op på 4 kg, som ellers ville have været et flot rundt tal.
Alt i alt var det er herlig dag på vandet, hvor jeg lærte mange nye ting. Selv vejret var fantastisk og det var svært at se at datoen sagde december. Det var en dag med gode fangster i et super godt vejr og ikke mindst i godt selskab. Hvad mener kan man så forlange?
Læs mereGordon Henriksen og geddejagt
Jeg lavede for et godt stykke tid siden lavet en aftale med Gordon Henriksen om, at fiske gedder i Stege Nor og Stege Bugt. Det er en tur som jeg siden har glædet mig til, som et lille barn til juleaften. De fleste lystfiskere kender jo sikkert Gordon fra hans optrædener på TV eller fra de forskellige DVD’er han har lavet om blandt andet geddefiskeri. Så for mig var det en stor ting at få lov at fiske sammen med ham og især at få gode råd og vejledning direkte i forhold til mit fiskeri. At vi så oveni købet skulle fiske i Stege som er ret kendt for at være godt geddevand var jo heller ikke dårligt.
Jeg ankom til Stege havn lidt over 9, hvor jeg havde aftalt at mødes med Gordon. Det var et passende tidspunkt, da det betød at jeg ikke skulle alt for tidligt op, da jeg stadig var træt efter køreturen fra Jylland til Sjælland aftenen før. Gordon havde alt udstyr klar til os og vi havde snart båden i vandet. Så var der ellers lagt op til den helt store geddejagt.
Vi startede med at fiske inde i Stege Nor og på det første spot vi besøgte havde Gordon ret hurtigt kontakt til et par gedder, men jeg mærkede ikke rigtig noget der. Gordon havde foreslået mig at prøve med en Savage Gear dobbeltbladet spinner, da han mente den ville være rigtig god til at afsøge en masse vand, samt at gedderne ofte hugger på den. Men lige her på dette spot gav det altså ikke rigtig noget. Vi kunne dog se en fluefisker i flydering, som tog et par stykker ikke ret langt fra os, så det var ikke fordi der ikke var fisk.
Vi flyttede os derfor til et andet spot og her kom der virkelig hul på bylden for os begge. Jeg fik ret hurtigt fanget mine første fisk og blev overrasket over hvor meget de fightede. Jeg havde få minutter før min første fangst spurgt Gordon, om det var rigtigt at brakvandsgedder var lidt vildere end dem i ferskvand. Men det viste sig at være et ualmindeligt dumt spørgsmål, da jeg fik en på selv. De huggede ikke så hårdt på spinneren, men når først de var på, så sprang de ovenud af vandet og lavede noget der mindedede mest om et piskeris i vandet. Når man fik dem tæt på land, så lavede selv de mindre gedder ofte vilde udløb osv. Det var virkelig fedt og sjovt fiskeri.
Inde i Stege Nor fik vi hurtigt fanget mere end 15 gedder og jeg fik afprøvet forskellige agn og metoder. Især mindes jeg specielt at prøve at fiske med jerkbait for første gang. Det var en metode jeg ikke havde prøvet før, og Gordon viste derfor hvordan det skulle gøres. Men idet jeg ikke havde brugt et multihjul før, så var det ikke just nemt. Men efter at have fisket et lille stykke tid, så blev jeg da mere fortrolig med hjulet og det lykkedes mig også at fange en enkelt gedde på det. Det er jeg sgu stolt over, da det jo er helt op til en selv at lave de lokkende bevægelser med agnen når man fisker jerkbait. Den gør ikke noget af sig selv.
Efter at have fanget de før nævnte mere end 15 gedder i Nor, blev vi enige om at prøve ude i bugten, da det potentielt kunne give nogle lidt større gedder. Indtil videre havde jeg fanget den største som målte 94 cm og vejede ca 5 kg. Stege Bugt skulle dog vise sig at være lidt en forbandelse for mig. Gordon fik hurtigt fanget et par gedder derude, men jeg havde svært ved at få nogle hug. Men efter at have besøgt et par spots, så begyndte fiskene også at følge min agn, men de ville i første omgang ikke hugge. Det skete op til flere gange og der blev skiftet agn osv. Da det så endelig lykkedes mig at få dem til at hugge, så mislykkedes krogningen et par gange på trods af gode modhug. Det var som om at jeg bare ikke skulle fange dem Stege Bugt gedde. Men dagen blev reddet i det som nok var dagens sidste kast, og jeg fik min Stege Bugt gedde. Det var en fin fisk som var næsten på størrelse med den største jeg fangede i Nor. Men ellers havde de andre fisk som Gordon fangede i bugten og de mange mange mange følgere vi så, været større end gennemsnittet inde i Nor. Så de er altså størrere derude.
Det rigtig fede ved turen var også at vi fiskede over relativt lavt vand, så vi havde hele tiden mulighed for at se bunden og fisk der fulgte agnen ind til båden. Det er altså bare noget der giver adrenalin i blodet at se en store gedde følge agnen og så bare vente på at den hugger. Ofte sker der selvfølgelig det, at den bare vendte om når den så båden. Men spændende var det helt bestemt.
Alt i alt var det en rigtig fed og lærerig dag i Stege, hvor jeg fik mange gode råd, fangede flotte fisk og ikke mindst hyggede mig meget med at fiske sammen med Gordon. Så hvad kan være bedre end sådan en dag.
Læs mereNy gedde PR
Ny gedde PR
Der er en stor fiske weekend i vente og den blev startet så småt med en ny pr på gedde. Fisken måler 109 cm og vejer 7,4 kg. Jeg kan ikke sige at det var en super og hård fight, da den faktisk lod sig trække ind mere eller mindre uden modstand. Først da den nåede bredden, tog den et par udløb før den kunne nettes. Det var en fed fornemmelse at løfte en fisk på denne størrelse efter mange år med kun mindre gedder. Nu bliver det spændende om jeg kan slå denne PR allerede på lørdag, når den står på guidet tur sammen med Gordon Henriksen ved Stege.
Læs mereVintergedde kursus med Fiskesæson.dk
Vintergedde kursus med Fiskesæson.dk
Lørdag d. 13. september 2014 var dagen hvor jeg sad i bilen med næsen mod sydjylland. Jeg havde nemlig set et opslag om et kursus med emnet “vinter gedder”, som jeg syntes lød rigtig spændende. Bag arrangementet stod Jari, som de fleste der følger lidt med på facebook nok godt kender. Han er manden der er afsted hele tiden og igen, og fanger den ene flotte fisk efter den anden. Men det er ikke så meget fangsterne som sådan der gør, at jeg tænker han kunne være spændende at komme på kursus hos, men mere det at han er god til at formidle viden, og han har en enormt stor viden når det kommer til at fange fisk.
Da jeg ankom til Roust, så startede vi med en gang rundstykker, mens vi fik hilst på hinanden. Vi var nemlig 6 kursister den dag, som var maximum på turen. Det var tydeligt at alle glædede sig meget til den forestående dag. Jari begyndte så at fortælle lidt teori omkring gedde fiskeri, og især hvad forskellene er på sommerperioden og vinterperioden og hvad det betyder for valg af grej og metoder. Det hele blev krydset med videoklip osv. Det var en passende gennemgang, som i hvert fald for mig, fik mine øjne op for et par nye ting jeg skal overveje når jeg fisker gedder om vinteren.
Ud i bilerne og afsted mod dagens første fiskevand ud af tre. På grund af den noget varme sommer og det utrolig dejlige vejr, så var det ikke nemt at afprøve så mange af de teknikker som vi lige havde snakket om. Så vi kom faktisk til at fiske mere efter sommermetoderne med poppers og overflade frøer osv. Der var flere som havde hug eller fisk som huggede efter deres agn. Jeg havde selv to-tre fisk ret kort tid efter hinanden som huggede, men jeg fik ikke frøen til at sætte sig fast i modhugget. Desværre. Utrolig nok med alle de mange hug, så var der ikke en eneste kursist der fik en gedde på land.
Et par timer senere så var det tid til at skifte til næste fiskevand, som dog kun lå 500 meter fra det første, så det foregik på gå-ben. Det var lidt varmt i den bagende sol og det vindstille vejr, især man er iført waders. Denne sø var dog noget mere ufremkommelig og man skulle gå noget længere mellem “hullerne” hvor man kunne komme til at fiske. Der var ikke nær så mange hug i denne sø og heller ikke her kom der fisk på land.
Sidste stop på dagens rundtur var Vardeå, som selvfølgelig nok er mest kendt for laks. Men det var ikke dem vi var kommet efter idag, selvom det da kunne være en fin “bifangst”. Vi fiskede et par timer på det gratis fiskevand der er på bystykket. Desværre gav det heller ingen fisk her, men jeg fik da personligt lidt fif med hjem til hvordan man fisker åer med stærkt strømmende vand. Så det var super fint.
Man skal normalt ikke vurdere en fisketurs succes i antal fangne fisk, da der er så mange parametre der spiller ind, og det kan sagtens have været en super tur selvom der ikke kommer meget på krogen. Det samme gør sig gældende for denne lørdags kursus. Selvom jeg ikke fangede noget, men kun havde et par hug, så kommer jeg hjem med en rigtig god tur i bagagen. Jeg har lært en masse nyt om geddefiskeri, å fiskeri, grej, og ikke mindst har jeg haft en hyggelig dag med fiskeri sammen med 6 andre lystfiskere. Det kan man da kun blive glad af.
Læs mere
Nye kommentarer