Karupå – hvad har virket?

Skrevet af den aug 18, 2016 i I do my run | 0 kommentarer

7 aug 5

KarupÅ – Hvad har virket?

Jeg er blevet spurgt en del gange om hvordan det er lykkes mig at fange de fisk jeg har gjort, når jeg er helt ny ved KarupÅ. Især har flere andre der står i samme situation eller som tænker på at starte med at fiske ved åen spurgt mig. De mere erfarne har nok allerede knækket koden ved åen. De gange folk har spurgt mig, så har jeg selvfølgelig på alle tænkelige måder prøvet at forklare hvad der har virket for mig og prøvet at hjælpe folk så godt som muligt. Men på den anden side er jeg jo bestemt hverken ekspert eller erfaren ved åen endnu.

Der er dog nogle ting som jeg er helt sikker på har været med til at gøre min start ved åen bedre end for de fleste. Først og fremmest så allierede jeg mig først med to jeg kendte i forvejen, som har fisket åen i længere tid. De var venlige at tage mig med ud til åen og vise mig lidt rundt og ikke mindst forklare hvad fiskeriet kunne gribes an. Det gjorde at jeg kunne trække på deres lange erfaring og ikke starte helt fra bunden. På den måde lærte jeg mange ting hurtigt og kom ind i tankegangen med det samme og vidste allerede nu hvor jeg sådan nogenlunde skulle lede efter fiskene. Så endnu engang stor tak til Jesper Palm og Peder Lundsgaard.

Derudover har min lokale forening (lfso.dk) et tilbud til nye medlemmer om at få Johnny Jeppesen med ud på en guidet tur. Det kan kun anbefales på det kraftigste. Johnny har ligesom de to andre en kæmpe viden om åen, og er utrolig god til at fortælle det på en måde så det er nemt at forstå. Der lykkedes jo faktisk også at fange min første fisk på netop den guidede tur med Johnny.

Dernæst har jeg taget det meget stille og roligt i forhold til at teste mange agn og metoder. Jeg har simpelthen startet med at kigge i min boks sammen med de tre og så har jeg sammenfattet rådene fra dem til at fiske med en Mepps spinner med blankt blad med røde prikker i størrelse 4 (se øverste billede). Den har jeg egentlig brugt på 90% af mit fiskeri indtil videre. Få gange har jeg skiftet, og en enkelt gang har dette skift været direkte medvirkende til en fanget fisk. Dette kan der læses mere om i et tidligere indlæg. Men denne spinner kan i hvert fald anbefales til folk der vil i gang på en simpel og let måde. Jeg synes størrelse 4 er god, da den er forholdsvis let at få ned til bunden og fiske lige der hvor jeg gerne vil.

En anden af de ting som jeg fik fortalt, og som har lykkes for mig er, at kaste opstrøms med spinneren. Hvis jeg havde kastet nedstrøms og trukket den tilbage, så har spinneren det med at gå alt for højt i vandet. Her ville et blink eller wobler være langt mere ideel. Samtidig med at jeg kaster opstrøms, så kaster jeg oftest mod modsatte bred og trækker den derved i en bue ned mod mig selv. Jeg starter med at kaste så langt opstrøms som jeg kan, og stadig ramme helt inde ved modsatte bred. Derefter kaster jeg kortere og kortere langs modsatte bred. Når jeg er helt ud for mig selv, så tager jeg få kast midt på åen, samt op langs min egen bred. Denne teknik har indtil nu virket meget godt.

For at få spinneren til at gå dybt nok under fiskeriet er det vigtigt at give den tid til at falde lige efter den har ramt vandet. Så ofte står jeg lige og venter 2-3 sekunder inden jeg begynder at trække ind. Kan jeg mærke den går for meget i bunden, så venter jeg selvfølgelig lidt kortere i næste kast og omvendt hvis jeg slet ikke føles den er på bunden.

Jeg håber mine første erfaringer og tanker omkring fiskeriet kan give andre blod på tanden og lyst til at fiske ved åen. Jeg er i hvert fald glad for den hjælp jeg selv har fået.

Besvar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>