På tur til Helnæs

Skrevet af den okt 24, 2016 i I do my run | 0 kommentarer

3

På tur til Helnæs

Endelig blev det efterårsferie og turen kunne gå til Helnæs for at fange havørreder. Det var en tur der havde været planlagt i længere tid og et ophold på Denmark Fishing Lodge booket. Det var virkelig en tur jeg havde set meget frem til, da Fyn og især Helnæs generelt er kendt for rigtig godt kystfiskeri. På den anden side så ved jeg også godt at havørreder er ikke noget man bare går ud og fanger efter behag. Men det er jo også det som er det sjove ved det. Desværre skete der er kæmpe udslip af regnbueørreder ved Assens en uges tid før vores tur. Det var ærgerligt på mange måder. For det første fordi det er træls med den faunaforurening og trussel mod vore åer. For det andet fordi det fik mange lystfiskere til at begive sig ud netop i de dage hvor vi var afsted, hvilket gjorde at der var ret mange på alle pladser vi kom til.

10

Vi ankom tidlig morgen til Lodgen og lige fik sagt goddag inden vi skyndte os at køre ud til første spot. Den første dag holdt vi os på Helnæs og fiskede forskellige steder. På første spot var der mange fiskere, som næste stod skulder ved skulder, men det mest nedslående var at ingen havde fanget noget. Vi snakkede med en dykker, som havde fanget et par fisk om natten, men sagde at vandet var ved at plumre til. Efter et par timer uden den mindste kontakt bestemte vi os til at prøve et andet sted. Vi kørte til fyrtårnet og fiskede mod højre. Da vi lige kom om første sving var der forholdsvist vindstille. Det skal siges at vejret ikke var fantastisk denne dag. Ret hård vind der gjorde at vi ikke tog fluestangen frem men holdt os til spinnestangen. Her i denne lille vig stod der flere andre og fiskede, men de så ud til at være standfaste og flyttede sig ikke meget. Så vi gik forbi dem og startede noget længere henne af stranden. Ikke så lang tid efter vi startede her fik jeg et rigtig godt hug, men desværre nåede fisken aldrig at blive rigtig kroget. At dømme efter hugget, så var det ikke en undermåler i hvert fald. Jeg måtte ærgre mig så grusomt, da det ellers kunne have været en fantastisk start på turen. Men igen måtte vi se os slået og efter et par timer tog vi turen til næste spot igen. Her er dages 3. spot, som var på den anden side af Helnæs var vandet meget lavt og man kunne vade mere end 200 meter ud uden at få vand over knæene, men på den anden side var det super lækkert og klart vand med mange pletter af vandplanter som kunne skjule mange ørreder. Da vi ankommer går jeg ned til kanten og tager et par kast mens min fætter rigger stangen til. Allerede i andet kast mærker jeg et hug igen. Ikke så hårdt som det hug jeg oplevede på sidste spot. Hurtigt kaster jeg samme retning igen og denne gang sidder fisken der. En mindre fisk, men trods alt dejligt at mærke noget flex. Ud med den igen og så ellers videre med fiskeriet. Det gav et kort øjeblik håb om mange fisk på land på dette sted, men desværre skete der ikke mere her. Første dagens sidste spot var lige ved den dæmning der fører til Helnæs og i mit aller sidste kast lykkedes det mig at få en undermåler mere. Alt andet lige så var det da to fisk på land på første dagen, selvom de ikke var store. 5

Vi trak os tilbage på lodgen og fik et velfortjent varmt bad før vi gik ind i restauranten for at få et godt måltid mad. Lodgen kan virkelig anbefales på det kraftigste. Maden og servicen er helt i top og på næsten alle punkter levede det helt op til mine ellers høje forventninger. Det var lækre måltider, som mest var italiensk mad af aller bedste skuffe. På anden dagen fik vi en kurv med på tur med sandwiches og drikkevarer, hvilket også var helt suverænt. På lodgen boede selvfølgelig også andre lystfiskere og det var fedt lige at høre hvordan det var gået dem, selvom de havde klaret sig en smule bedre end os. Der er dog et par ting, som godt kunne have været lidt bedre. For det første var der meget dårlig mobildækning på Helnæs (det kunne lodgen ikke gøre for), men når så deres wifi er meget elendigt og tv i opholdsstue ikke kunne tage alm tv kanaler (i hvert fald hvad vi kunne finde ud af) så var det lidt træls. For det andet så var det fluebinderbord med materialer de reklamerer med ikke ret fyldt, ja der var nærmest kun et stik. Det kan da godt være der kunne komme nogle ting hvis man spurgte, men på den anden side så var det jo ikke fordi der var personale hele tiden. Men det ændrer ikke ved at det samlede syn på lodgen er rigtig godt og det er helt bestemt et sted jeg vil besøge igen.

9

På anden dagen begav vi os ud på et nyt spot efter vi havde indtaget morgen buffeten på lodgen. Denne gang valgte vi at køre væk fra Helnæs, og i stedet fiske i Helnæs bugten. Det skulle vise sig at være turens bedste oplevelse. Vi startede her ud med fluestangen, men efter kort tid begyndte min ene finger desværre at gøre meget ondt igen og jeg måtte stoppe med den. Så frem med spinnestangen igen og efter vi havde passeret et par tyskere, så kom vi til en lille vig hvor vinden var meget stille og hurtigt så jeg ringe på vandet efter fisk. Jeg fik lagt kast ud over området og der gik ikke lang tid inden en fisk havde taget mit blink. Desværre viste det sig igen hurtigt at vi snakkede om en undermåler. Vi blev på dette spot de næste par timer, da vi igen og igen så fisk der var oppe og ringe. Men desværre ville de ikke rigtig hugge, selvom vi skiftede til forskellige blink og nærmest fik prøvet alt i æsken. Efter et lille stykke tid begyndte vi også at se nogle fisk vælte rundt i overfladen og det gik hurtigt op for os at det ikke var de samme som de der ringede. De her fisk var meget mere klodsede og havde en helt anden adfærd. Det måtte bestemt være nogle af de undslupne regnbueørreder. Vi prøvede selvfølgelig om vi kunne fange dem, men desværre uden held. Resten af dagen gik på et par andre spots, som desværre ikke var alt for gode, men det er jo chancen når man er første gang et nyt sted. Min fætter fik dog også fanget en undermåler på et af stederne, så han også kunne komme på scoringstavlen.

1

Tilbage på lodgen tilbragte vi endnu en nat før det var tid til de sidste spots inden turen gik hjem til Jylland igen. Men allerede på første spot kunne jeg godt føle at jeg slet ikke var på toppen. Jeg havde haft det noget varmt om natten og da jeg kom i vaders og begyndte at fiske havde jeg slet ingen energi til at gå og kaste. Slukøret måtte jeg gå op i bilen og sidde der og sunde mig mens min fætter fiskede videre. Desværre blev det en træls afslutning på en ellers rigtig god tur til Helnæs og Fyn. Desværre også uden helt så mange fisk som vi havde håbet på.

Besvar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>