Karpetur med masser af action
Jeg var afsted på tur til samme spot, som jeg fiskede for en uge siden. Sidste uge gav spottet mig en ny PR på skælkarpe, så jeg var selvfølgelig meget spændt på om det kunne leve op til forventningerne igen igår. Stedet fisker generelt godt, også selv på korte ture. Planen var derfor igen at kun fiske de gode aftentimer og det gav pote. Den første halvanden time vi var der, havde jeg 2 fisk på land og en misset run. Det må man sige er godkendt. Derefter blev det en smule stille på min stænger og efter endnu en times tid, så kunne min makker lande en fin fisk også. De to fisk jeg fangede var begge fine skælkarper, men dog ikke så store som den jeg fangede sidst. Men det gør absolut ingenting, da de var super flotte. Den mindste af de to vejde 4,54 kg og den største 7,58 kg. De gav begge en fin fight og alt i alt så var det en super sjov tur at være på.
Læs mereNy PR på skælkarpe
I en lidt presset weekend, hvor der ikke var tid til den helt lange tur med overnatning osv, så aftalte jeg med en fiskemakker at tage en kort 4 timers tur i et lille vand. Vi vidste at chancen for fisk er ok der, selvom man ikke fisker så længe. Sidst vi var der fangede vi dog ikke noget, men jeg havde to runs som bare ikke blev kroget ordentligt. Jeg håbede derfor at denne tur kunne være en revanche for sidste gang.
Det viste sig dog hurtigt ikke at blive en nultur denne gang, da min makker tager en fin skælkarpe på knap 7 kg allerede efter en halv time. Derefter sker der ikke så meget et stykke tid, men efter sammenlagt 2 timers fiskeri, så får han et run igen på samme stang og samme agn. Det er denne gang en lidt større fisk på 8,13 kg. Jeg bestemmer mig til at låne et par boilies af den type som han fisker med. Det er nogle mainline spicy crap som er dyppet i hemp oil. Det virker bare på denne tur. Der skal dog vise sig at trække lidt ud på denne tur, da jeg først får et run ca 10 minutter før vi skal pakke sammen. Det er min makker som først når hen til stangen og giver et godt modhug og der er fast fisk. Herefter overtager jeg stangen og får fightet fisken rigtig fint. Den har godt med kræfter og vil ikke bare lige med ind. Men det ender heldigvis med at den er i nettet. Vægten siger 8,21 kg og dermed turens største og en ny PR for mig. I det jeg sidder med fisken i nettet og lige har afkroget det, så får min makker faktisk et run mere. Han løber over og giver modhug og fisken er der. Den giver lidt kaos med en fisk i nettet stadig. Men fisken hopper dog af efter kort tid.
Alt i alt en rigtig god og hyggelig tur, hvor der var masser af flex på klingen
Læs mereGoslawice i Polen
Nu er der gået nogle dage siden jeg kom hjem fra Goslawice i Polen og det er på tide at få skrevet lidt på bloggen om oplevelsen. Turen var en stor oplevelse og der kom, som I kan se øverst, fisk på land. Men fiskeriet var slet ikke så nemt, som jeg lige havde troet. Turen var arrangeret af Fiskerparadiset i Kolding og havde Jan og Christian med som turledere. Det gjorde de ganske godt og alt kørte lige efter bogen. Det kan kun anbefales at tage med på deres ture.
Efter en lang køretur fra Kolding, som startede ved 8 tiden en onsdag aften, så ankom vi endelig til Polen hen på morgenen torsdag. Nu var det bare at få rigget stængerne til og få nogle linerne i vandet, før end vi kunne begynde at sætte lejren op. Vi valgte hurtigt selv hvilken spot vi skulle ligge på. Men det var svært da de blev valgt ud fra et oversigtskort, hvor der stod nogle enkelte dybder på. Det mig og min makker først valgte, blev vi rådet fra, så vu fulgte bare råd og tog spottet ved siden af. Alle spots rundt om søen havde en træplatform, hvor vi skulle ligge to og to på. Her skulle alt udstyret inkl bivvies være på. Men det var nu ikke noget problem og jeg havde allerede hjemme fra forberedt mig ved at købe nogle pløkker der havde en skrue i bunden i stedet for at være som alm pløkker.
Vi havde allerede ved ankomsten hørt om rigtig gode fangster om natten ved søen, hvor imod dagstimerne ikke skulle give så meget. Derfor var det med stor spænding at vi gik ind i den første nat. Jeg havde placeret to af mine rigs på ydersiden af en meget stor grødeklat, og den sidste på et åben spot inde midt i klatten. Søen var meget lav vandet og på de dybeste steder kun lidt over 2 meter. Men så dybt var der slet ikke på vores spot, hvilket skulle vise sig at være et dårligt valg. For der skete ikke så meget den første nat. Min makker havde to runs, hvor han desværre ikke mærkede noget overhovedet. Jeg mærkede slet ingenting og heller ikke i løbet af den kommende dag. Så da vi nåede til aften, så valgte jeg at placere min rigs noget længere fra land, ca 125-150 meter ude. På dette tidspunkt var jeg ved at tvivle på om jeg skulle fange noget på turen, og begyndte at forberede mig på at komme hjem med en nultur. Der var mange andre der havde fanget den første aften/nat, men også stadig en del som havde deres første fisk tilgode.
Heldigvis blev anden aften meget bedre, og kl 21.30 lød min bidmelder for første gang, lige efter jeg havde lagt mig med et blad i min bivvy. Det tog kun få sekunder før jeg var ude af bivvyen og kunne give modhug. Der var heldigvis fast fisk og kampen kunne nu begynde. Da taklet jo lå langt ude betød det også en meget lang fight, mens fisken langsomt nærmede sig land. Jeg kunne godt mærke at det var en fisk med noget gods i. Men det var svært at spå hvor stor den var. Da den også skulle igennem en del grøde på vejen, så blev alt udstyret og knuderne testet til deres maximum, men heldigvis holdt de. Da fisken kommer ind til platformen og ser nettet og pandelamperne begynder den at tage udløb hver gang den kommer for tæt på. Og jeg vil skyde mig at det sker en 5-6 gange mindst før det endelig lykkes at få den i nettet. Her kunne jeg ikke lade vær at lave et højt råb af bare lettelse. Jeg kommer ikke hjem med en nultur! I stedet lander jeg en rigtig flot spejlkarpe på 10,55 kg. Hold da op hvor var jeg glad. To liner har viklet sig sammen under fighten og de skal nu ud på plads igen. Desværre sker der en fejl under dette, sådan at de samler en masse grøde og derved ikke kan fange noget resten af natten.
Efter at resten af natten er uden resultat og min makker ikke har mærket noget som helst, så vælger vi simpelthen at flytte plads, så vi kan komme over på en af de pladser hvor vi kan nå noget dybere vand. For det er helt tydeligt at det er her de andre fanger fisk. Et par af de andre på turen har allerede fanget godt på de to første nætter og en har fået fisk på over 20 kg. Det tager noget tid at få rykket rundt, men tilgengæld tror vi også meget mere på fangst. Dog skal taklerne nu helt ud på ca 200 meter for at ligge der hvor fiskene er. Desværre sker der ikke noget før jeg ligger mig til at sove og det er først kl 4.30 0m morgenen af min bidmelder lyder. Ud af bivvyen og hen og give modhug. Men desværre stopper bidmelderen lige som jeg tage stangen og der er ingen fisk på enden af linen. ØV! Jeg mærker ikke mere resten af turen og må derfor tage hjem med en enkelt fisk på cv’et. Men det er nu stadig også vildt nok… det er jo en helt klar ny PR og jeg er utrolig glad for det og de nye ting jeg har lært på turen.
Alt i alt var det en rigtig god tur, hvor jeg fik mange nye bekendtskaber. Vi hyggesnakkede rigtig meget ved søen og det var venlige folk der var med. Det var en luksus karpetur, da vi fik serveret mad ved vores camp af catering service. Det vil sige varm mad både middag og aften. Det var en del polske rettet imellem, men langt hen af vejen smagte det hele meget godt. Vi blev også inviteret på mad af sø-ejeren, som opdrætter stør og maller udover karperne. Han inviterede os til at smage røget stør og røget malle. Det var en sjov oplevelse og især mallen smagte ret godt. Jeg lærte en masse ting omkring karpefiskeriet, og ikke mindst med at bruge en båd som hjælpemiddel, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Jeg vil helt klart være bedre rustet til en lignende tur en anden gang. Så tror jeg også fangsten bliver bedre. I alt blev der fanget 42 karper på turen mellem 7,5 og 21 kg… og derudover en enkelt malle.
Læs mereEn pæn skæller
Ugens fisketur gik til en velkendt vand, som vi ved indeholder en del karper. Det er mest skælkarper og alle i en pæn størrelse uden at være de helt store krabater. Desværre har jeg ikke personligt været alt for heldigt i det pågældende vand, men ofte måtte være der som kunne de se andre fange fiskene, og være glad på deres vegne. Det skulle heldigvis gå lidt bedre denne gang.
Vi ankom til stedet ved aftenstid fredag efter en travl arbejdsdag. Vi havde egentlig tænkt os at fiske et andet sted, men da der var ret optaget af karpefiskere da vi ankom, bestemte vi os til at tage en anden sø. Det første der blev gjort, var at få rigget stængerne til og få dem i vandet. Mit setup kom til at bestå af en stang med atlantic heat boilie i 16 mm, en med ccmoore livesystem i 16 mm, og på den sidste en tigernut der har lagt i blød i noget ananas liquid, samt en pop-up majs på toppen. Alle 3 stænger fisket med et bolt rig og med en god håndfuld partikler og pellets samt 10-15 boilies. Ud kom det på de valgte pladser, som alle blev fisket op til diverse grødeklatter og lignende.
Umiddelbart skete der ikke så meget, men det var heller ikke forventet. Så vi begyndte at få slået bivvies op og spist aftensmad. Stadig intet! Nu måtte det da godt begynde at bippe snart, især fordi vi så rigtig meget aktivitet i vandet af diverse fisk. Det har vi slet ikke set tidligere på året i søen, så det gav store drømme og karpefangster på denne tur. Men da det blev mørkt havde vi stadig intet set til karper. Jeg fik lukket bivvy’en godt til, da det så småt begyndte at blive koldt som mørket faldt på. Langt om længe gled øjnene da også i.
BIIIIPPPPPPP BIIIPPPPPPPP
Kl ca 01 kom runnet så. Hurtig ud af soveposen, i skoene og tage stangen. Yes, der var fast fisk! Jeg prøvede at kalde på min makker, som lå ca 50 meter fra mig og sov tungt i hans bivvy. Ingen reaktion, så jeg måtte få landet denne fisk selv. Så snart fiskene mærkede at den var fanget, så begyndte den at fighte vildt. Den tog et fint udløb og flere gange på vej mod bredden prøvede den at komme afsted igen. Men med en fint tilpasset bremse fik den ikke lov at få momentum til dette. Jeg kunne efter en ikke så lang, men fin fight lande en skælkarpe, som skulle vise sig at veje 4,53 kg. Det er ikke voldsomt stort, men I kan tro jeg var glad alligevel.
Det var lidt svært at falde i søvn bagefter og jeg lå rigtig længe og tænkte på den gode fangst og prøvede at få adrenalinen ud af blodet. Sikken en god tur og en god start på karpeåret.
Læs mereMin søns første fisk
Igår var vi afsted på familietur, som gik med shopping og ude og spise på thairestaurant samt is. Det var super hyggeligt. Jeg havde dog aftalt med min kone, at efter al den spisen, så skulle vi køre forbi en sø og fiske lidt. Det var timet således at en af mine kammerater var der i forvejen og han havde så fisket der hele dagen. Han havde været samme sted weekenden før og prøvet lidt og også fanget et par mindre karper på flåd. Så det var jo helt oplagt at min søn skulle prøve om ikke han kunne fange sin første fisk der med hjælp fra farmand. Vi havde pakket det hele dagen før og min søn snakkede ikke om andet end fiskestang og fisk.
Heldigvis gik der da heller ikke længe inden de små karper begyndte at bide på. Og da min anden eller tredje fisk var kroget kaldet jeg på min søn, som var tæt på, og så kunne han ellers få lov at hale den ind. Det syntes han var rigtig spændende og jeg er sikker på, at det var en stor oplevelse for ham. Her idag, dagen efter, snakker han stadig om fisken og fiskestangen. Så jeg håber da det bliver en fremtidig lystfisker. Jeg fiskede et par timer med flåd på stedet og sammen med min kammerat så lykkedes det os at fange små 30 karper, med et par lidt større imellem.
Læs mereSild ved Oddesund
Jeg prøvede noget nyt i dag… nemlig at fange sild. Det er en af de former for fiskeri jeg endnu ikke har prøvet, men i dag kom chancen. For noget tid siden snakkede jeg med min fiskemakker omkring havfiskeri, da han er meget erfaren i den form for fiskeri. Vi aftalte at vi skulle afsted når engang sildene kom ind. De sidste par dage har der så været meldinger om fangster af sild forskellige steder i nærheden, så nu skulle det være. Vi begav os til Oddesundbroen for at fiske et par timer. Det var dog ikke et opløftende syn at gå hen af broen, da vi ikke så en eneste fisk hos dem der stod der. Og fiskere var der ellers nok af. Men vi gik i gang, og da vi havde fisket et kvarters tid, kom min kone og søn forbi for at se til os. Lige mens de er hos os hiver jeg de to første sild på land….. yes dagen bliver ikke en nul-tur. Men vi havde ikke så meget at frygte, for derefter gik det slag i slag og vi fik da tilsammen fyldt en hel spand med 40-50 store sild. Det var super sjovt at prøve og bestemt ikke sidste gang at jeg fisker sild. Her i foråret håber jeg også at det bliver til hornfisk for første gang.
Læs mereGedderne er i hugget
Sidste weekend stod på geddefiskeri, da det nu er den sidste måned før fredningen. Det betyder også at fiskene er store og æder løs før de skal i gang med parringen og æglægningen. Hunnerne er fulde af rogn og det er nu muligt at fange nogle fine store madammer. Det er også tydeligt at se på diverse facebook grupper osv, at det er nu der er mange der er afsted. Jeg var selv heldig at være afsted på et par ture på et par rigtig gode spots, og det lykkedes mig da også at lande hele 13 gedder denne weekend, hvor en god håndfuld var over de 5 kg. Jeg håbede selvfølgelig at få min første 10+ kg gedde, men det skulle ikke være denne gang. Der er dog et par chancer mere inden fredningen, og efter fredningen, så står den dog meget på karpefiskeri.
Læs mere
Nye kommentarer